Forretninger
Der er ingen forretninger i Saint Martin Lys. Den nærmeste by med forretninger er Axat som ligger i en afstand af ca. 3,5 km. I Quillan, som ligger ca. 8 km fra Saint Martin Lys, er der alle de forretninger der er nødvendige.
Vin
Og så er der jo lige det der med Frankrig og vin. Saint Martin Lys ligger i yderkanten af Languedog-Roussillon området. Der er endeløse vinmarker både mod Carcassonne og Perpignan. Med endeløse vinmarker - så er der også mange steder hvor det er muligt at komme ind på vinslottene og smage på vinene.
Carcassonne
Carcassonne ligger ca. 60 km nord for Saint Martin Lys. En af Frankrigs helt store attraktioner ”La Cite” ligger i Carcassonne. La Cite er en gammel borg som kan dateres helt tilbage til omkring 1200. Borgen er blevet restaureret i slutningen af 1800 og fremstår i dag nogenlunde som i sine velmagtsdage. Ud over et imponerende bygningsværk, er det meget specielt, at der bor ganske almindelige mennesker indenfor borgens vældige mure. La Cite er bestemt et besøg værd. Det er gratis at komme ind i La Cite, men der skal betales for at parkere på de tilhørende parkeringspladser.
Perpignan
Perpignan ligger ligeledes ca. 60 km. fra Saint Martin Lys, men ud til Middelhavet. Ligesom køreturen til Quillan, skal køreturen til Perpignan opleves. Den kan ikke beskrives hverken i ord eller billeder.
Perpignan er en moderne storby med alt hvad hjertet kan begære af butikker cafeer og middelhavsstrande.
Barcelona i Spanien
Barcelona ligger ca. 265 km. fra Saint Martin Lys og ligger således også indenfor en dags afstand selv om man skal tilbage samme dag.
Andorra
Andorra, der jo er et told og skattefrit paradis, ligger lidt over 100 km fra Saint Martin Lys – Men HUSK at Andorra ikke er noget EU-land. Så det er begrænset hvor meget der må indføres både til Spanien og Frankrig.
Hvordan kommer man dertil ?
Man kan køre.
Der er ca. 2.150 km. fra Sjælland via Storebæltsbroen. Husk der er motorvejsafgift i Frankrig på ca. 40 til 50 øre pr. km. Effektiv køretid er mindst 18 timer plus pauser. Benzin og dieselprisen er nogenlunde det samme i Frankrig som i Danmark.
Man kan flyve.
Der kan flyves direkte fra Kastrup til Barcelona. Afstanden til Barcelona er som tidligere nævnt ca. 265 km.
Endvidere kan der flyves direkte fra Billund eller Tirstrup til Girona.
Girona eller Costa Brava Lufthavn ligger ca. 100 km. nord for Barcelona
Prisen til Girona fra Tirstrup eller Billund kan på enkelte afgange være så lav som ca. 250 kr. for en returbillet med Ryan Air.
Leje af en lille bil koster ca. kr. 1.200 til kr. 1.400 pr uge hvis føreren er over 25 år.
Det er også muligt at flyve til Perpignan eller Carcassonne - Men ikke direkte, idet turen da skal gå via London enten fra Kastrup, Tirstrup eller Billund |