En præst med

hemmeligheder

Artikel fra Politiken 16. januar 2005.

Af Henrik Sten-Knudsen

Bestselleren ”Da Vinci Mysteriet”

skaber ny interesse for mystisk

sydfransk landsby

Allerede på køreturen op til kirken er der små, men tydelige tegn på, at den lille by skiller sig ud fra andre småbyer i nærheden.

Man er nået herop ad en lille vej. Den snor sig langs klipper og vinmarker nede fra landevejen mellem Couiza og Espéraza. Her hvor husene og de smalle gader begynder, advarer et stort skilt om, at det ifølge bekendtgørelse af 28. juli 1965 er forbudt at bedrive skattejagt i området. Parkeringspladsen for enden af vejen er fyldt med biler – de fleste med fremmede nummerplader. Og dér hvor byen ender i en stejl skråning, 300 meter over det omkringliggende terræn, ligger så de mærkværdige bygninger, som alle er kommet for at se, omkransede af mure – som gåder, indpakket i et mysterium.

Den overdådigt indrettede Maria Magdalena-kirke, den kunstfærdigt anlagte have med det særprægede tårn Tour Magdala og præstens ekstravagante Villa Béthaine – alt sammen dramatisk placeret på kanten af klippen med en vindblæst udsigt over Languedocs skovklædte bakker og Pyrenæernes snedækkede tinder langt mod syd.

Byen med det smukke navn Rennes-le-Château huser i dag 112 indbyggere og kunne for så vidt have ført en tilværelse i uforstyrret slumren. Men historien om en fattig præsts og hans pludselige og uforklarlige forbrug af penge i slutningen af forrige århundrede tiltrækker årligt tusindvis af nysgerrige. Især har én enkelt bog skabt ny interesse for stedet.

Forfatteren Dan Browns bestseller ”The Da Vinci Code” (på dansk ”Da Vinci Mysteriet”) nævner ikke byen ved navn, men de læsere, som ønsker at grave dybere i historien og skille digt fra virkelighed i hans forunderlige fortælling, støder hurtigt på Rennes-le-Château. Bogens eneste henvisning til byen er gennem Jaques Saunière, den 76-årige konservator, som på første side lader sig skyde ned i et af Louvres gallerier for at sparke handlingen i gang. Figuren deler navn med Rennes-le-Châteaus mystiske præst, Bérenger Saunière.

En præst kommer til byen

Det var i juni 1885, at Saunière første gang ankom til Rennes-le-Château syd for Carcassonne i Frankrigs sydvestlige hjørne. Byen havde den gang 298 indbyggere, hvis eneste forbindelse til omverdenen var en smal sti. Den manglede regelmæssig forsyning af frisk vand og var i det hele taget fattig og forsømt.

Saunière var en flot, mørkhåret mand på 33 år med brede skuldre, en målbevidst natur og trang til at gøres sig nyttig i sit nye embede. Det lå lige for at renovere byens forfaldne kirke, som stammede fra Middelalderen. Men der var ikke plads til istandsættelse af landsbykirker på myndighedernes budgetter, så pengene måtte hentes fra anden side. Som alle landsbypræster var Saunière dårligt lønnet. Mad på bordet måtte han selv skaffe sig ved enten at fiske i floderne eller gå på jagt. Folk i byen var ikke bedre stillede. Saunière var imidlertid en afholdt og charmerende mand, og det lykkedes ham at stampe tilstrækkeligt med penge sammen, både blandt beboerne og lokale rigmænd – især en rundhåndet grevinde fra området spædede til med et stort beløb.

Sammen med lokale håndværkere tog han fat fra en ende af – et nyt alter, et nyt gulv, nye vinduer. Også kirkegården blev renoveret, hvilket betød, at flere gravsteder blev fjernet – og i den forbindelse åbnet. Saunière må i de år have stået i hundredevis af timer og gravet, revet gammelt, råddent trægulv op, rykket rundt på gravsten på kirkegården og flyttet søjler inde i kirkerummet.

Hvad søjlen gemte

Omkring 1891 skete der pludseligt noget. Efter et mystisk fund af gamle dokumenter i en udhulet alter-søjle sendte Sauniére sine folk væk. Han ønskede at fortsætte arbejdet på egen hånd. Ifølge de lokale så man ham nu ofte i færd med at grave på kirkegården ved nattetide. I samme periode skrev han i sin dagbog om den 21. september: ”Brev fra Granès, fund af grav, regn om aftenen”. Som noget nyt fik Saunière for vane at forlade byen og blive væk flere dage i træk. Han blev set strejfe omkring i området – ofte slæbende på en tung kuffert.

Kort efter genoptog han renoveringen, men nu i den helt store stil.

Kirken blev ikke alene sat i stand, den blev også rigt udsmykket

med malerier, skulpturer – blandt andet en meget usædvanlig,

rødmalet satan-figur ved kirkens indgang – kunstfærdige relieffer

og helgen-statuer. Men Saunière var dårligt nok begyndt. Til sig

selv opførte han langs kirken en stor, luksuriøs bolig, Villa Béthaine,

hvor han senere modtog gæster og holdt talrige og overdådige

middagsselskaber – ifølge rygterne blandt andre for kendte kunstnere

og højtstående politikere. Op til huset anlagde han en mindre park

med stier, fontæner og bænke. Anlægget blev omkranset af en

borglignende mur med terrasse, et orangerie og et tårn i

renæssance-stil, hvor han indrettede et stort bibliotek.

Borgerne i den forsømte by nød også godt af præstens mange penge.

Flere huse blev repareret, og Saunière lod bygge en ny, bred vej op til

byen og anlagde forsyning af frisk vand til beboerne.

Eftertidens skøn siger, at præsten i løbet af få år nåede at spendere, hvad der i dag svarer til omkring 20 millioner kroner.

I 1910 blev det biskoppen i Carcassonne for meget, og da Saunière vedholdende nægtede at oplyse, hvorfra han havde de mange penge, blev han sat fra præstegerningen. Han fortsatte med at afholde gudstjenester i villaen frem til sin død i 1917.

Saunière røbede aldrig sin hemmelighed – eller måske var det netop det sidste, han gjorde. På sit dødsleje at skriftede han i to timer over for en præst fra den nærliggende landsby. Ifølge de tilstedeværende i Villa Béthaine trådte præsten ud fra sygeværelset – bleg i ansigtet og med en kort bemærkning om, at han havde set sig ude af stand til at give den døende Saunière syndsforladelse.

Poussin har nøglen

Der skulle gå 40 år, før nogen tog fat i mysteriet. Beboerne modtog den pludselige interesse for deres by med blandede følelser. Da en tv-udsendelse i 1960’erne konkluderede, at Saunière havde fundet en formue – og at dele af den formentlig fortsat lå begravet – blev området hjemsøgt af skattejægere, som med hakker, spader, boremaskiner og sprængstof gik løs på byen. Til sidst skred myndighederne ind og forbød alle former for skattejagt.

På et tidspunkt kom mere metodiske efterforskere på banen – og så tog det hele nye drejninger.

En af de mest fascinerende og komplicerede teorier tager udgangspunkt i det faktum, at Saunière under sit arbejde med at restaurere kirken opdagede, at en udhulet søjle skjulte nogle voksforseglede træ-cylindre, som indeholdt to gamle dokumenter på svært læseligt latin. Man ved, at præsten forklarede de lokale, at det drejede sig om en ret ligegyldig beskrivelse af en tidligere ombygning af kirken – hvorefter han sendte folkene bort. Det er muligt, at han løj. Senere fund tydede nemlig på, at dokumenterne i virkeligheden var afskrifter af passager i Bibelen, arrangeret på en måde, at de indeholdt skjulte beskeder. Koden kunne brydes ved at bruge inskriptionen på en gravsten på kirkegården som ”nøgle”.

Det ene dokument var forholdsvis enkelt at afkode og talte om en skat, som tilhørte Dagobert den 2., en konge i Languedoc i det 7. århundrede. Det andet dokument indeholdt en kode, som var avanceret og vanskelig at bryde. Men da det først lykkedes, dukkede flere kryptiske beskeder op – heriblandt ”Poussin har nøglen”.

Nicolas Poussin var en af Solkongens hofmalere, der i 1600-tallet blandt andet malede det kendte billede ”Les Bergers d’Arcadie”. Det forestiller en idyllisk scene med nogle hyrder, der står omkring en sarkofag ude i naturen. Under en udgravning flere hundrede år senere dukkede en identisk sarkofag op få kilometer fra Rennes-le-Château. Og da nogen fandt på at sammenligne klipperne i maleriets baggrund og landskabet ved sarkofagen stod det klart, at Poussin meget vel kunne have placeret sit staffeli ved Rennes-le-Château. Var det et tilfælde? Eller lå mesteren inde med betydningsfuld og hemmelig viden? Var hans billede et spor? Hvorfor ellers den kodede meddelelse om, at ”Poussin har nøglen”?

Sarkofagen eksisterer ikke længere. Den lå på privat jord, og ejeren blev en dag så træt af de mange skattejægere – hvoraf nogle brugte dynamit i forsøg på at fravriste sarkofagen dens hemmeligheder – at han til sidst selv sprængte klodsen i luften og kørte resterne bort.

Maria Magdalena eller catharernes guld?

En anden teori går på, at Sauniére fandt stærkt kontroversielt materiale, som han brugte til at presse penge ud af kirken. Måske drejede det sig om selveste Maria Magdalena-evangeliet – det centrale tema i ”Da Vinci Mysteriet”. En anderledes beskrivelse af Jesus liv ville kunne rokke ved Bibelens fundament og vende op og ned på den katolske kirkes doktriner gennem de seneste to årtusinder.

Teorien bunder i et gammelt sagn. Det fortæller, at Maria Magdalena efter Jesus’ død flygtede over Middelhavet til det sydvestlige Frankrig sammen med de børn, hun havde sammen med ham. Hun var nemlig frelserens lovformelige hustru, og ikke den omvendte skøge, som kirkens traditionelle tolkning af Bibelen har gjort hende til. Maria brugte resten af sine dage på at udbrede det tidlige kristne budskab i Languedoc, som også i dag er kendt for at have en stærk helgen-dyrkelse af netop hende. Det var også efter Maria, at Saunière opkaldte sit tårn, Tour Magdala.

Andre forskere mener, at Saunière fandt guld, enten gemt i kirken eller i det grottefyldte område omkring byen. Languedoc har en tusindårig historie med folkevandringer, krige, plyndringer og forfølgelser – ja, selv noget så bizart som et korstog inden for Europas grænser har man lagt jord til. I urolige tider samler folk deres rigdomme, flygter med dem, graver dem måske ned. Det er ganske sandsynligt, at der ligger store skatte gemt i denne del af Frankrig.

I 1100-tallet dukkede catharene op i Languedoc. De var kristne, men praktiserede religionen på deres egen måde. Da de med årene vandt større og større tilslutning, følte den katolske kirke sin position truet, og paven besluttede at nedkæmpe dem i et korstog. Man slagtede catharerne, men deres rigdomme blev aldrig fundet – i dag ligger kun deres vældige borge tilbage på klippetoppene som forladte ørnereder.

Det er svært ikke at forelske sig en smule i mysteriet om Rennes-le-Château. Alle kan være med, alle kan digte videre – uanset om man foretrækker at flagre af sted efter enhver fantastisk formodning, eller man vælger at være så skeptisk, at man ikke kan tage et eneste skridt af frygt for at miste jordforbindelsen.

Den unge kvinde, som sælger billetter til museet, lider tydeligvis ikke af overdreven hang til mysticisme. Alle dokumenter i denne sag er forfalskninger, fabrikeret for at skabe sensation, fastslår hun.

Men alligevel…Når man slår ud med armen mod kirken, haven, Tour Magdala og Villa Béthaine og ser spørgende ud, så smiler hun, lægger hovedet lidt på skrå og siger så: